Vi søger en kollega

Pædagog søges til vores lille skovbørnehave

Personalet består på nuværende tidspunkt af 2 pædagoger og 3 medhjælpere, men vi søger en ny kollega til opstart d. 1. august 2026.

I Dyreskoven er vi ude hele dagen, og vi elsker det. Vi er en privat skovbørnehave og skovvuggestue, som til august fejrer sin 1-års fødselsdag. Vi er beliggende i et naturskønt område lige op ad Jonstrup Vang i Hareskoven. Omkring os har vi åbne enge med græssende køer, får og heste samt brombær. Vi udforsker og leger i naturen, og vi undersøger og interesser os for dyrelivet.

Vi åbner hver morgen kl. 6.42, hvor morgenåbneren åbner burene til hønsene og kaninerne og tager imod de første børn. Kl. 8 møder en pædagog og resten af personalet kl. 8.30.

Kl. 8.45 er alle børn mødt ind, og vi gør os klar til dagens skovtur. I skoven holder vi samling med sang og går derefter i gang med dagens pædagogiske aktiviteter. Vi spiser frokost i skoven, hvor børnene har madpakker og drikkedunke med.

Om eftermiddagen samles vi i vores café, hvor børnene får frugt og brød – og selv er med til at skære ud. Vi arbejder målrettet med selvhjulpenhed og giver børnene tid og mulighed til at mestre selv, og børnene vokser af det. 

Vi har et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde, hvor forældre ses som vigtige og værdifulde samarbejdspartnere. Vi vægter dialog, åbenhed og fælles ansvar for barnets trivsel og udvikling.

Som leder er det afgørende for mig at skabe et miljø, hvor børn er trygge, føler sig set og er medskabere i vores inkluderende fællesskaber. For at have et godt arbejdsmiljø er god normering en vigtig ingrediens. Vi har en god normering – blandt de bedste i Ballerup, Furesø og Egedal kommune – og vi arbejder aktivt med at være gode kollegaer. Vores personalepolitik har fokus på et godt arbejdsmiljø og hvad en god kollega er. 

Vi prioriterer løbende evaluering og faglig refleksion. Vi evaluerer efter skovturen, har et månedligt personalemøde om aftenen, og vi arbejder løbende med kompetenceudvikling og på at udvikle vores pædagogiske læreplan. Derudover har vi to årlige pædagogiske eftermiddag – senest var vi på kursus med Cand. Psych. Ph.d. Søren Smidt for at lære om leg, legepædagogik og børnefællesskaber.

Vi søger

  • Vi søger en pædagog, som trives med udeliv i al slags vejr og har lyst til at bruge naturen aktivt i det pædagogiske arbejde. 
  • Erfaring fra skovbørnehave er en stor fordel
  • Du er nærværende i børnenes leg og god til at gribe deres initiativer i hverdagen
  • Relationsarbejdet er centralt for dig, og du arbejder bevidst med relationer til både børn, kollegaer og forældre
  • Du har lyst til at deltage aktivt i evaluering, refleksion og udvikling af praksis
  • Vi kan tilbyde 32 eller 37 timer
  • Løn og vilkår efter overenskomst med BUPL

Læs mere om os på vores hjemmeside www.dyreskoven.dk. På vores åbne Facebook-gruppe ”Dyreskoven skovbørnehave og skovvuggestue” kan du få indblik i vores hverdag.

Lyder dette som noget for dig, og får du lysten til at være en del af Dyreskoven, så send dit CV på e-mail eller giv mig et kald. Jeg glæder mig til at møde dig og vi vil meget gerne vise dig vores sted. Der er løbende ansøgningsfrist.

Kontakt Cecilie Seemann, leder i Dyreskoven på cecilie@dyreskoven.dk